Køkkenarmaturer

Må man selv udskifte/montere sit køkkenarmatur?
Ja, som privatperson må man godt selv montere og tilslutte sine armaturer. Man må dog ikke ændre på rørføringer og installationer, der løber i vægge eller på anden måde er skjulte.

Hvad betyder VA-godkendelse?
En VA-godkendelse er en test, som armaturer i Danmark skal gennemgå for at sikre batteriets kvalitet. Der testes blandt andet for mængden at tungmetaller, som frigives fra armaturet til drikkevandet.

Hvad er en udtrækstud?
Ved køb af et køkkenarmatur med udtrækstud har man mulighed for at trække tuden ud. På den måde behøver man ikke være helt så tæt på armaturet for at få glæde af vandet. Dette kan være en fordel i forbindelse med madlavning og rengøring.

Hvad er soft closing på en vandhane?
Soft closing er en funktion, som forlænger lukningsforløbet, skåner rørledningerne og reducerer de forstyrrende "stød" i rørene.

Hvad er en kartusche / spindel / indmad / reguleringsenhed i et håndvaskbatteri?
Dette er alt betegnelser for én og samme del: Den er tilknyttet armaturets greb og sikrer præcis regulering af vandmængde og temperatur.

Skal man selv købe kobberrør/flexslanger til et køkkenarmatur?
Nej, kobberrør eller flexslanger er monteret fra producentens side. I nogle tilfælde ligger de løst i kassen og skal skrues op i bunden af armaturet.

Hvad er forskellen på krom, matkrom og rustfrit stål?
Krom: kaldes også blank krom. Det er en ekstra overflade (forkromning), der lægges yderst på armaturet.
Matkrom: kaldes også børstet krom. Det er i princippet det samme som almindelig krom, der dog er blevet børstet, så det får en mat overflade.
Rustfrit stål: kaldes også steel. Nogle armaturer er i ægte rustfrit stål. Det er ikke bare en overflade, men hele armaturet er i solidt rustfrit stål.